12 billeder i tekst og musik

Fra forordet citeres: 
Malere, digtere og komponister har til alle tider inspireret hinanden. Det er almindelig kendt at mange malere arbejder bedst til klingende musik, at mange forfattere bruger metaforer fra musikkens verden, at mange komponister forestiller sig at deres musik har farver, mørke, lys og ”gyldne  snit”.
Man taler jo også om at der kan være musik i et billede og at et digt kan være farvestrålende.

GLASBJERGENE er et resultat af et kunstnerisk 3-trins forløb: fra maleri til digt til musik.
Eva Chortsen har udvalgt 12 kendte malerier og tolket dem i 12 digte, som John Høybye efterfølgende har sat i musik. 

GLASBJERGENE henvender sig til blandede kor (SATB) på et vist niveau (altså ikke begynderkor). Da musikken udtrykker sig i forskellige stilarter,  er det vigtigt at koret kan synge både ”klassisk” (med klang og god intonation) og ”rytmisk” (med intensitet og stilfornemmelse).

Til alle sangene er der fuldt udskrevet klaversats. Alt efter pianist-type (improviserende jazzpianist eller ”nodepianist”) og med skyldig hensyn til stil, genre og sangens specifikke udtryk, kan klaversatsen tolkes frit. 

Ved en opførelse af GLASBJERGENE vil det derudover være naturligt at forsøge at få det visuelle element med. Ved uropførelsen  blev musikken ledsaget af såkaldte ’visuals’, som blev projiceret op på en storskærm over koret. Korsangerne var klædt i hvidt og kunne således være en del af projektionsfladen. Billederne (visuals) var kopier af de originale malerier, som Torben Olander vha computerteknik havde bearbejdet på forskellige måder. Publikum kunne således opleve de kendte malerier ledsage musikken i nye, varierede og overraskende fremtrædelsesformer. Torben Olanders e-mailadresse er: torben.olander@gmail.com

Men mindre kan også gøre det! F.eks. med  en ”gammeldags” overheadprojektor og kopier af malerierne på transparenter.

Man kunne også forestille sig at et af museerne bag de 12 billeder (se fortegnelsen side 115) ville være interesseret i at arrangere en minikoncert, hvor koret optræder foran det  originale billede.

Den Hvide Fugl
Græshoppedans