24 danske sange arrangeret for kor og trio, bestående af obo, harpe og cello (alternativt fløjte, klaver og fagot)
Den klanglige kontrast mellem det instrumentale og det vokale er et bærende og forfriskende element, og er her udnyttet i en stil, der har rytme, humor og skæve vinkler og samtidig viser respekt for traditionen.
Samlingen omfatter:
Partitur – alle 24 satser er samlet i èn bog, som indeholder CD-indspilning med
Trio Rococo og Tritonus.
Korpartitur – udgives og sælges enkeltvis.
Instrumentalstemmer – til obo, harpe og cello (alternativt fløjte, klaver, fagot).
Klaverbogen – For at imødekomme et stort behov for at opføre arrangementerne med klaver i stedet for obo, harpe og cello, foreligger der til samtlige (bortset fra nr. 13, 18 og 24) et klaveruddrag, der består af en “sammentrækning” af de tre instrumentalstemmer.
CD-indspilning – med Trio Rococo og Tritonus. Forhandles gennem:
Forlag: Høy Musik
Anmeldelser:
”Fælles for alle 24 satser er det fine samspil mellem instrumenter og sangstemmer, den raffinerede harmonik, de mange næsten madrigalistiske tonemalerier, som på en fin måde smyger sig om stemninger eller enkelte tekstord. Her kunne man nævne den trøstesløse vinterstemning i Det er hvidt herude, den humoristiske beskrivelse af Gammelmor og Kjørmesknud i Sneflokke kommer vrimlende, de kontrapunktisk flotte modstemmer i Bedstefar tag dine tænder på, og det sjove rokoko-agtige i Den kedsom vinter, hvor satsen inddrager temaer fra Mozarts Figaro-ouverture”.
Bent Mortensen i KOR 72 -bladet
”Det musikalske møde mellem korsats og instrumenter er smukt og berigende. Teksterne bæres flot i hus af korsatser, der farves spændende og effektivt af instrumenterne, der smyger sig om digternes årstidslyrik”.
K.E.Watz
Tritonus & Trio Rococo
Årets gang i Danmark i fine, originale arrangementer af John Høybye, som også står i spidsen for Tritonus-koret og Trio Rococo på en veldisponeret CD, hvor sang og trio balancerer fint.
Den svære balancegang
Når man står med et af Danmarks mest velsyngende kor og i den anden hånd har et af vore bedste kammerensembler (Berit Spælling, harpe, Niels Eje, obo og Inge Mulvad, cello), er det naturligvis et spørgsmål om balance. Begge parter skal frem i lyset. Men også give plads for hinanden. Det lykkes til UG (hvad mon det hedder efter den nye karakterskala?) for Høybye, som med sine kommenterende arrangementer også formår at fortælle en lille historie med
hver enkelt sang. Sangene er meget forskellige, også det er en balancegang. Der er de velkendte årstidssange om sneflokke, som kommer vrimlende og den blå septemberhimmel. Og der er velkendte sange med nye melodier af Klaus Brinch, Højbye selv m.fl.. Og der er ganske nye tekster til spritny musik. Der bliver også plads til en lille hilsen fra Mozart i Den kedsom vinter.
Fine noter
Til hver af CD’ens 24 numre er føjet en lille kommentar i teksthæftet. Diskret bliver ørets antenne drejet hen på det, som Høybye (som vel står bag noterne) har fokuseret på i sin historiefortælling. Arrangementer og noter bidrager til at binde sangene i deres bredde og forskellighed sammen til en samlet fortælling om Danmark, når det er dejligst.
Man bliver glad i sindet
Det hele er så smukt, så smukt. Men der går aldrig giro 413 i den. Sentimentaliteten, som vel altid står og lurer bag repertoiret, holdes effektivt på afstand af Høybyes begavede arrangementer og veldisponerede tempi. Det er en CD, man har lyst til at lytte til. Eller lade snurre i baggrunden, mens man laver mad eller vasker op.
Danskheden
I disse tider har vi det nok lidt svært med ”danskheden”. På de fleste områder skrælles der lag på lag af vores selvforståelse som danske. Vores land er ikke det lille sorgløse kolonihave-smørhul, som vi gik og troede. Vi er ikke verdensmestre i social omsorg og pleje. Det kører faktisk ikke rigtigt for os, opdager vi i takt med, at verden rykker tættere på og snævrer sig ind. Og bag vor stædige insisteren på ”danskhed” bliver det dagligt lettere at skimte en hæslig nationalisme. Vi er vel på vej ind i en selverkendelsesproces. Det bliver mere og mere klart for os, at de laverestående væsner uden for landets grænser også ind imellem kan have ret i alle ordets betydninger.
Denne CD, som kombinerer tradition og fornyelse i vor sangskat, viser ud over den bindingsværksromantik, som ofte nok kan true med at kroge traditionen ind i sig selv. Det er stadig muligt at glæde sig over Danmark og danskhed uden at lade sig fange ind af den sentimentale nationalistiske selvovervurdering, som med stor sandsynlighed vil ende i frygt for og had til alt og alle, som – med Niels Hausgaards ord – ikke har samme farve som grise.
Folkekirken i Roskilde Stift
26.11.2008